Her er, hvad der skal til, for at en nationalpark reelt gavner naturen

Den nuværende ide om nationalparker foregøgler borgerne, at der gøres en hel masse for naturen, mens det reelt kun er tilfældet i ringe grad.

TEGNING. Anne-Marie Steen Petersen

Rune Engelbreth Larsen, forfatter og idehistoriker

Nordsjællandske lokalpolitikere appellerer til folketingspolitikerne om at etablere en ny nationalpark: Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Problemet er, at nationalparkkonceptet er blevet så udvandet i Danmark, at det lige akkurat foregøgler borgerne, at der gøres en hel masse for naturen, mens det reelt kun er tilfældet i ringe grad.

Og dog er der et stort nordsjællandsk potentiale, som kan udfoldes, hvis man sætter høje ambitioner for udvalgte naturarealer inden for forslagets afgrænsning og lader disse få særstatus som kerneområder på naturens præmisser. Og der er både borgmestre og lokale borgere, der gerne vil gavne naturen maksimalt – dem bør folketingspolitikere komme i møde med håndsrækninger til naturprioriteringen.

Historisk er ideen om nationalparker udsprunget af Yellowstone Nationalpark i USA, der blev etableret i 1872. Man indså tidligt, at også dette unikke naturområde ville blive genstand for ressourceudnyttelse og industri, hvis ikke noget blev gjort for at bevare det som en værdifuld naturarv.

Siden er der kommet tusindvis af nationalparker til verden over, primært med det formål at beskytte og forbedre naturen, der generelt kun er blevet mere trængt og fragmenteret de seneste århundreder. Den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN (International Union for Conservation of Nature), som Danmark og ca. 1.300 andre stater, organisationer og institutioner er medlem af, har defineret »nationalpark« som den næststrengeste naturbeskyttelseskategori.

Hensigten er at gavne naturen i stor skala for at sikre artsrigdommen i forholdsvis uforstyrrede områder, men med offentlig adgang og rekreative muligheder.

Europa fik sine første nationalparker i Sverige i 1909, og Danmark fik sin første nationalpark allerede i 1912, Rebild National Park. Det har langt de fleste glemt, selv om en indgangsportal og andre lokale skilte stadig kalder området »nationalpark«.

Hvorfor er det blevet glemt? Fordi man ikke har gjort noget særskilt for naturen, men mest været optaget af skiltene og signalværdien.

Det samme var desværre tilfældet, da vi (igen) skulle have nationalparker i begyndelsen af det 20. århundrede. Anledningen var OECD's kritik af en utilstrækkelig dansk miljøindsats i 1999 med forslag om at sikre større sammenhængende naturområder i form af nationalparker. Forskerne herhjemme har da også gentagne gange fastslået, at naturen i Danmark er alt for fragmenteret og har behov for mere plads.

Siden har vi foreløbig fået fire nationalparker, men uden særskilt lovpligtig naturbeskyttelse. Det handler igen mest om at signalere noget stort til turisterne, ikke om at beskytte naturen. »Der gælder samme lovgivning indenfor som udenfor nationalparken,« som Naturstyrelsen skriver.

Sat på spidsen kunne man med andre ord næsten lige så godt slå en rød streg rundt om Fyn på et landkort, oprette et sekretariat og sætte skilte op ved Lillebæltsbroen og Storebæltsbroen med ordene: »Nationalpark Fyn«. Det var så det.

Dét, vi har brug for, er ikke skilte og ord, men større sammenhængende naturområder, hvor naturen er i højsædet uden landbrug og skovbrug.

Men politikerne er forståeligt nok bekymrede for at komme i konflikt med private lodsejere, som ikke vil lade deres jord inkludere i nationalparkerne, hvis man forpligter dem på ambitiøse naturhensyn. Det problem er der imidlertid et meget enkelt svar på: Lad i første omgang være med at inkludere privatejede arealer. Overhovedet. Eller begræns de private arealer til så få og små, at de let kan opkøbes af staten eller Den Danske Naturfond.

Udpeg i stedet store naturarealer, der er ejet af det offentlige, så vi undgår de lodsejerkonflikter, der fører til udvanding af nationalparken. Vi råder trods alt over 2.000 kvadratkilometer offentligt ejet natur i Danmark, og i adskillige tilfælde er der tale om sammenhængende områder uden beboelse og landbrug på 10, 20 og 30 kvadratkilometer. I nogle tilfælde på over 50 kvadratkilometer og i visse tilfælde endog på over 100 og 200 kvadratkilometer! Pladsen er der, prioriteringen mangler.

Vi behøver hverken tvinge private lodsejere til noget eller forhandle om laveste fællesnævner i nationalparkhenseender. Det handler om at prioritere natur og biodiversitet på naturens præmisser på offentlige arealer – eventuelle udvidelser kan finde sted over tid.

Nu vil nordsjællandske kommuner så gerne have en ny dansk nationalpark: Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Det tegner til et fragmenteret puslespil, der gaber over meget efter vanskelige lodsejerforhandlinger. Der er gode naturhensigter på papiret, men ord er som bekendt taknemmelige – uden den politisk-økonomiske rygdækning, der skal til, batter det ikke, og statens tilskud til at gøre noget er nærmest ikkeeksisterende.

Når det alligevel lykkes at gøre noget i de danske nationalparker, skyldes det lokale ildsjæle og dygtige medarbejdere – men uden politisk og økonomisk prioritering får vi ikke vendt naturforarmelsen og biodiversitetstabet.

Hvis Nationalpark Kongernes Nordsjælland virkelig skal gavne naturen, skal der insisteres på, at sammenhængende kerneområder i offentlig eje inden for de foreslåede nationalpark-rammer forvaltes særskilt på naturens præmisser. Dem kunne man f.eks. kalde NATURnationalparker for at tilkendegive, at HER får naturen den maksimale prioritering – uden byer, skovbrug og anden industri. De øvrige dele af Nationalpark Kongernes Nordsjælland kan så tjene som 'bindeled', hvor man på længere sigt arbejder på at øge naturværdierne.

Blandt de særskilte kerneområder eller naturnationalparker kunne passende være to af de områder, der tidligere har været i spil: De statsejede arealer i Gribskov og Esrum Sø og de statsejede arealer fra Melby Overdrev til Tisvilde Hegn (henholdsvis 79 og 21 kvadratkilometer sammenhængende natur).

I disse områder bør naturværdierne beskyttes og forbedres efter direkte rådgivning af biodiversitetsforskere. Private lodsejere er der ingen af, og landbrug er der heller ikke, for disse kerneområder er netop placeret uden for landbrugslandet – men der skal selvfølgelig heller ikke være skovbrug, hvorfor staten her må opgive tømmerproduktion. Endvidere bør der udsættes flere større planteædere som naturens egne genoprettere, så der skabes variation i levestederne til gavn for talrige arter.

På sådanne præmisser om mindst to større statsejede arealer på naturens præmisser kan Nationalpark Kongernes Nordsjælland selv inden for det eksisterende udkasts afgrænsning blive en stor gave til naturen og borgerne.

Naturnationalpark for sig og landbrug/skovbrug for sig. Offentligt ejet natur på naturens præmisser for sig og private lodsejere for sig. Ad den vej kan artsrigdom og oplevelsesrigdom bedst begynde at gå hånd i hånd. Og det haster at begynde.