Carsten Jensen om Marstal

I efteråret 2002 sidder to forfattere i et lille lejet skipperhus i Marstal.

En dansk og en engelsk.

Lågene på deres bærbare computere rører næsten ved hinanden.

På den ene side af bordet sidder Carsten Jensen.

Hans kæreste Liz Jensen sidder på den anden.

Som en løve i et bur Hun arbejder støt og godt. Hun har den ro, det giver, når ens bøger bliver solgt verden over, som det er sket med romanen ’Louis Drax’ niende liv’. En bog, der er på vej som hollywoodfilm. Carsten Jensen går rundt som løve i et bur. Gennem et år eller to har han jævnlig været i Marstal, fordi han vil skrive en bog om byen, søfolkene og deres liv i Marstal og på de syv have. Søfartsmuseets arkiv har vist sig at være en guldgrube af historier, men Carsten Jensen kan ikke få hold på stoffet. Forfatteren, som ellers er kendt for velskrevne rejsebøger og skarptskårne essays og kommentarer, kan for en gangs skyld ikke få ordene til at makke ret.

»Sæt dig for helvede ned og skriv«
Han kan se, der er enorme muligheder i stedets personhistorier, men de hænger ikke sammen. Igen og igen må han tilbage til søfartsmuseet for at lede efter nøglen til en samlet fortælling.

Sådan har det efterhånden været længe. Notaterne hober sig op. Det samme gør Carsten Jensens frustrationer.

Og det smitter åbenbart, for på et tidspunkt ser Liz Jensen på ham og siger:

»Nu er jeg simpelthen så træt af at se dig gå rundt og ævle om den research. Sæt dig for helvede ned og skriv«.

Carsten Jensen kunne mærke, hvordan han på et øjeblik blev fuldstændig stiv af aggression.

Barnlig trods
»Derefter satte vi os over for hinanden. Hun sad og skrev på en bog, der skulle sælges til 25 lande, og jeg sad og skumlede over, om jeg nu også kunne skrive en roman. Jeg gjorde det i fuldstændig barnlig trods, og for at jeg to timer senere kunne rejse mig og sige: Der kan du selv se. Det kan ikke lade sig gøre«.

Sådan gik det ikke.

Carsten Jensen rejste sig først fire år senere.

I mellemtiden har han været så meget i Marstal, at han har købt skipperhuset, og 10. november får han udgivet sin beretning. En 700 sider lang roman, ’Vi, de druknede’.

Tæsk af tyskerne
Meget populært sagt fortæller romanen historien om Marstals storhed og fald. Sejlskibenes sidste store æra og senere endeligt. En historie, der begynder, da nogle af de lokale mænd er med til at få et ordentligt lag tæsk af tyskerne i søslaget ved Eckernförde i 1848. Den slutter fire generationer senere, da nye søfolk efter endt konvojsejlads for de allierede vender hjem til havnen på Ærø 4. maj 1945.

I romanen er der masser af digt, hvor forfatteren lader den ene skæbne gribe ind i den næste, men det meste af stoffet har han fundet inspiration til i det virkelige liv. I dagbøger, erindringsskitser og båndoptagelser, som hidtil kun har været udnyttet af lokalhistorikere og amatørslægtsforskere.

»Søfartsmuseet er et rent klondike af gode historier, men det er, som om folk tror, at eftertiden ikke ville være interesseret i deres almindelige liv, så de fortæller en masse om usædvanlige begivenheder – voldsomme, dramatiske eller pudsige – og næsten ikke andet. Den slags kan man ikke få til at hænge sammen, og derfor fandt jeg også ud af – med en vis skræk – at jeg var nødt til at tage skridtet ud i fiktionen. Specielt, hvis jeg ikke kun skulle skrive endnu en lokalhistorie, der blev solgt fra den lokale boghandel«, siger Carsten Jensen.

Sankt Peter viser røv
Igen og igen har han set, hvordan folk har rynket panden og set undrende på ham, når han har fortalt om sit projekt. Og han har fået tøvende, nærmest ængstelige bemærkninger fra folk, der har spurgt, om han nu også tror, bogen vil interessere nogen uden for Ærø.

Hvis tvivlen på et tidspunkt var til stede hos ham, er den i hvert fald forsvundet i dag. Allerede før udgivelsen i Danmark er bogen solgt til udgivelse i seks lande, heriblandt England og USA.

»Jeg var fra starten i tvivl om genren, og om, hvor jeg skulle begynde og slutte. På en måde er bogen bygget op om en række usædvanlige begivenheder. Den er vokset frem af syv-otte forskellige frø. Det første frø er historien fra 1848 om Laurits Madsen, som slår en saltomortale på et eksploderende krigsskib og lander på fødderne igen. I live. Han beskriver selv, at han har været oppe ved Himmerigs port, hvor Sankt Peter viste ham sin røv. Det er faktisk en virkelig begivenhed, jeg fandt i et erindringsstykke af Marstals måske eneste rigtige intellektuelle, som hed Erik Kromann. Han skrev havnens, hvilket vil sige byens historie gennem 100 år«.

»I en bog taler han med en gammel lods, som deltog i slaget ved Eckernförde. Han oplevede det ikke selv, men han hørte om denne mand, som stod på dækket og vendte i luften, da skibet ’Chr. VIII’ eksploderede. Da jeg læste det, tænkte jeg, at her har jeg min hovedperson. Senere fandt jeg også en historie om, hvordan der i 1848 blev slået falsk alarm, så alle troede tyskerne kom sejlende mod Marstal. De to historier har jeg koblet sammen i Laurits Madsen, og derefter gik digteriet i gang«, forklarer Carsten Jensen.

Kollektiv fortæller
Strukturen for fortællingen om søfolkene og deres mange eventyr faldt dog først for alvor på plads, da han fandt ud af, hvem fortælleren skulle være. Den store historie bliver – noget usædvanligt – fortalt af et kollektiv, et vi. Af mændene i Marstal. Indimellem træder en enkelt fortællerstemme frem, men det er dybest set mændenes samlede historie, der bliver fortalt.

»Fra starten havde jeg ingen plan. Jeg vidste bare, at jeg havde lyst til at vende den vedtagne danmarkshistorie på hovedet. Normalt er det historien om puslingelandet, der hygger sig, og mens de store storme går over Europa, ligger vi i læ. Selv om vi bliver besat, oplever vi ikke det samme drama, som de gør i andre besatte lande«.

»Men i Marstal har man en by, som på en måde altid er i en krigszone. Den er i fare på grund af naturen, men også fordi sømænd aldrig er neutrale i krig. Første Verdenskrig ramte Marstal meget hårdt, og byen kunne lige så godt have ligget i et land, der var med i alle Europas krige. Det er meget bevidst, at min roman starter og slutter med en krig«, siger Carsten Jensen.

Søfolkenes dramatiske liv
Han har forsøgt at sætte proportioner på byens dramatiske liv ved at se på antallet af faldne i Anden Verdenskrig. 84 mænd fra Marstal døde, og det ville svare til 20.000 faldne i København eller 100.000 på landsplan.

Søfolkenes dramatiske liv sætter da også et kraftigt fingeraftryk på hans nye roman, som groft sagt er én lang kæde af spektakulære optrin og farverige skæbnefortællinger. Laurits Madsens lufttur er én historie, men man kunne også tage Marstalknægten Hermann, der kyler sin plejefar over bord på åbent hav og kommer tilbage som ene mand på båden. Eller Laurits’ søn Albert, der finder skrumpehovedet efter Kaptajn Cook og i øvrigt senere finder en stenrig kinesisk elskerinde i Antwerpen.

Eller enkefruen Klara Friis, der arver Alberts rederi og formue og ihærdigt forsøger at slå Marstal ihjel som søfartsby, fordi hun er så træt af, at havet tager alle mændene. Eller Klaras søn Knud Erik, der forelsker sig i en pige, som han først møder mange år senere under dramatiske omstændigheder – under vandet. Eller den sindssyge styrmand O’Connor, der slår en italiensk kok ihjel til søs. Eller skoledrengene, der forsøger at tage livet af deres sadistiske lærer, men må nøjes med hans hund.

15 runder med Muhammad Ali
Tror du, folk nu vil sige, at Carsten Jensen har skrevet sådan en slags Peder Most-roman?

»Jeg ved det ikke, men jeg har tænkt på, hvordan det kan være, at de voldsomme og dramatiske historier efterhånden skal være nogen, der skubbes ud i krimi- eller thrillergenren. Hvorfor er det blevet en kommerciel genre for sig? Sådan er det ikke, hvis du går tilbage i litteraturen, hvor mange af de blåstemplede værker er fulde af dramaer. Jeg havde på en måde lyst til at generobre dramaet for romanen. Jeg havde det lidt sådan, at læserne efter endt læsning skulle opleve, at de havde gået 15 runder med Muhammad Ali«.

For nogle år siden sagde du i et interview, at du ville skrive dig helt ud?

»Sagde jeg det? Gad nok vide, hvad jeg mente med det«.

Og dø stående, tilføjede du?

»Der har jeg nok mere tænkt på, at jeg ikke havde lyst til en forfatterkarriere, hvor det hele løber ud i filigranarbejde, broderier og nostalgiske erindringsskitser. Jeg har det sådan, at jeg bliver mere og mere ambitiøs med alderen, og jeg føler helt bestemt, at jeg har livsværket foran mig. Ser jeg tilbage, kan jeg se en del bøger, som ligner tilløb og forsøg. Jeg har skrevet to romaner tidligere, og ’Kannibalernes nadver’ (1988) er jeg bestemt ikke tilfreds med. ’Jorden i munden’ (1991) oplever jeg i dag som en halv roman. Hvis jeg dengang havde haft mere mod og ambition, var noget af historien blevet stående, hvor jeg så til gengæld skulle have givet den meget mere«.

Det kan ikke være helt skidt
Det var faktisk noget af det, Poul Borum skrev om din bog i Ekstra Bladet?

»Det husker jeg ikke, eller også hørte jeg ikke ordentligt efter. Hvis det var i dag, ville jeg have taget til Indien og researchet og så have fulgt min figur, den fortabte Thomas, ind i Indiens underverden«.

Du har selv været en skrap anmelder. Får anmeldelserne nogen betydning for, om du skriver flere romaner?

»Nej. Jeg har det, som jeg havde det med rejsebøgerne. Jeg har ikke gået på kompromis. Jeg har gjort mit bedste, og jeg synes, dårlige anmeldelser altid slår hårdest, hvis man godt ved, der er noget om snakken. Jeg vil ikke sige, at romanen ikke kan have svage sider, men jeg er ikke selv bevidst om, at jeg er gået på kompromis eller har været for slap. Jeg står helt inde for den, og jeg kommer ikke i tvivl, uanset hvordan modtagelsen er. Og hvorvidt jeg så bliver glad eller ked af det, når den bliver anmeldt, vil jeg holde for mig selv«.

Du har mod på at skrive flere?

»Ja, der ligger også en vis bekræftelse i, at bogen allerede er solgt til seks lande før udgivelsen. Så kan det nok ikke være helt skidt. Jeg har også allerede den næste bog i hovedet og ved ret nøjagtigt, hvad den skal handle om. Den er født ud af det samme univers som ’Vi, de druknede’, men i den næste bog kommer det til at handle om ham, som står udenfor. Betragteren, outsideren. Det er en maler, hvis ambition er at gøre det samme med Marstal, som Michael Ancher gjorde med Skagen. Men det kan han ikke, og derfor bliver det historien om hans nederlag og hans refleksioner over, hvorfor det mislykkes«.

Fiktion er det blå stempel
Carsten Jensen vedstår gerne, at han længe har været draget af fiktionen, men når han ikke har afprøvet den i mere end 15 år, skyldes det, som han siger, at han først nu har haft en historie, der ikke kunne forløses på anden måde end gennem skønlitteraturen. Alle kræfter er derfor blevet brugt på rejsebøger, essays og kommentarer.

»I Danmark er der et hierarki, hvor essayistikken ikke er særlig agtet, men hvor fiktionen giver forfatteren det blå stempel. Men der skal jo være en begrundelse for at skrive en roman, ud over at man gerne vil – eller gerne vil høre til det gode selskab«.

Jeg fornemmer, det har irriteret dig, at man først accepteres, hvis man skriver romaner?

»Ja, det har da irriteret mig, men man skal jo være ligeglad med det«.

Er du det?

»Ja, det synes jeg. Det handler jo om, hvad man vil sige, og meget af det, jeg vil sige, er mest oplagt at fortælle i essayet. Derimod er det store lærestykke, jeg begyndte på med rejsebøgerne, noget, der ligger essayisten fjernt. Essayisten tumler med ideer, og hverdagens detaljer er ikke noget, der optager en essayist, medmindre han kan bruge dem som metafor. Som romanforfatter må man lære at få en enorm respekt for detaljen, for det er den, det hele er bygget op af, og det fik jeg et tydeligt bevis på, da jeg under arbejdet med romanen ville skildre en mand, der druknede. Som læser skulle man følge hans tanker på vej mod bunden. Det gik lige ind i titlen, ’Vi, de druknede’«.

Indsigtens øjeblik
Carsten Jensen var ikke særlig langt i skriveprocessen, da han skrev afsnittet om den druknende mand, som han troede skulle stå på første side af romanen. Da afsnittet var skrevet, viste han det til sin kæreste, Liz. Hun var imponeret og mente, det var en fantastisk skildring af drukningens filosofi. Så holdt hun en pause og tilføjede:

»Men hvad med at nævne vandet?«.

Carsten Jensen slår en skraldlatter op. Pludselig kunne han se sig selv. Essayisten havde slået automatpiloten til og var havnet langt væk fra romanformen.

»Det var indsigtens øjeblik. Jeg kunne skildre en druknende uden at nævne, han var faldet i vandet, og at han ikke kunne komme op igen. Eller hvordan det føltes at blive gennemvåd og kold. Det faldt mig ikke ind«.

Helt anderledes projekt
Du var i det eksistentielle?

»Ja. Det var afskeden med livet. Synet af lyset, der svandt. Meget lyrisk og aldeles uvirkeligt. Siden har jeg ikke skrevet en linje uden at tænke på, hvad jeg måske manglede at skrive«.

Over 700 sider har han arbejdet for at komme så langt fra essayistikken som muligt. Så langt væk, at ingen ville forbinde fortællingen med hans navn.

»Det har været mit helt bevidste mål. At ingen ville gætte på mig som forfatteren. Bogen er i dén grad ved siden af mit image. Formentlig ville folk tro, jeg skrev en samtidsroman, hvor samtlige offentlige institutioner ville ligge i grus, når jeg var færdig«, siger Carsten Jensen. På én gang fuldt på det rene med sit image, og samtidig åbenlyst tilfreds med sit nye projekt.

Det moderne vilkår
Men hvad er det så egentlig, projektet?

Ud over at vende danmarkshistorien på hovedet, som han selv siger, så er det også at fylde et hul i litteraturen, for selv om de fleste indtil for 50 år siden ville betegne Danmark som en søfartsnation, er der skrevet forbavsende få skønlitterære værker med søens folk som omdrejningspunkt. Selv kalder Carsten Jensen det for litterært jomfruland.

I sin research til romanen har han blandt andet været meget optaget af, hvilke omkostninger det har haft for Marstal og dens indbyggere, at søfarten var deres livsvilkår.

»Det er også det, titlen lægger op til. På kirkegården er mændene i undertal og ikke særlig rigt repræsenteret. Mange blev derude. Romanens projekt er egentlig at bringe dem hjem, begrave dem og give dem en gravsten. Når nogen i Marstal har spurgt mig, hvem jeg egentlig skriver om, har jeg altid sagt, at det ikke er eksisterende familier. Jeg har taget kendte familienavne og stumper af skæbner og blandet det hele, ligesom jeg selv har fundet på en masse«.

»Jeg har ikke været interesseret i at skrive Marstals ’Buddenbrook’. I stedet har jeg været mere optaget af bruddene og diskontinuiteten. Altså, at der i sømandslivet er noget, der minder om et moderne vilkår, nemlig faderfigurens fravær. Jeg havde også selv en far, som jeg så meget lidt til, og det har på en måde haft en afgørende virkning på, hvem jeg er blevet. Jeg har aldrig haft en mandlig rollemodel, men i stedet for levet tæt på min mor«.

Marstal kaldes jo også konernes by?

»Ja, eller enkernes by. Det har været et de facto-matriarkat. Mødrene var alene med børnene i årevis, og de kunne ikke udsætte vigtige beslutninger, til manden kom hjem, for det gjorde han måske aldrig«, siger Carsten Jensen.

Fædreløse sønner
I ’Vi, de druknede’ ridser han et billede op af fire generationer af drenge og mænd, som vokser op i en barsk og voldelig verden. De får høvl i skolen, og det bliver ikke bedre på havet, hvor skibsdækket bliver deres vigtigste læreplads.

»Før de kommer der, må de nærmest skabe sig selv. Det har været særlig tydeligt efter Første Verdenskrig og i årene derefter. Jeg har levende vidner til, hvad der gik for sig, og det er utroligt, hvad der er foregået i de drengebander. Det er helt realistisk, hvad jeg har beskrevet. Eksempelvis en dreng, der får brækket næsen, fordi en urtepotteskjuler af kobber bliver banken ned over hovedet på ham med en rusepæl«.

»Det er jo en halv lygtepæl. Doktoren må sende ham videre til blikkenslageren, og historien er helt autentisk. På en måde er det de fædreløse sønner, der forsøger at få skik på sig selv. På et tidspunkt i romanen siger de om sig selv, at de slår på hinanden som smeden på det varme jern. »Vi slog os selv i facon««.

Den spirende sætning
I år han nu får udgivet en stor roman om Marstal og ikke mindst om sømændene, er det ingen ny ide. Den går helt tilbage til teenageårene. Faktisk er han selv født i byen og boede der de første ni år af sit liv. Hans far var desuden sømand, og selv om Carsten aldrig lærte at splejse reb eller stå til rors, har han brugt masser af sommerferieuger på faderens skib, der kæmpede forgæves mod småskibsfartens umulige vilkår«. »Økonomien var dårlig, og til sidst kunne han ikke skaffe folk. Skibet var fra 1916 og uden rindende vand. Man måtte skide udendørs, og her taler vi altså om 1970. På grund af forholdene var det ofte pensionerede skippere eller skæve eksistenser fra livets blindgyder, der var om bord. Der var bl.a. en mand, der var startet hos ham som ung i 1950’erne. Så rejste han ’på varmen’, men alkoholen tog ham, og til sidst endte han hos min far igen.

»Han var også med, da jeg var om bord i en efterårsferie. Jeg sov i mandskabslukafet, og han var altid på druk om aftenen. Engang kom han væltende ned ad lejderen klokken fire om morgenen, og vi skulle op igen kl. seks for at dække luger af for at være klar til losningen. Han havde det rigtig dårligt og svedte sprit ud af huden. På et tidspunkt rejste han sig op med profetisk røst, som om han læste op af Bibelen«: »Der skal komme den dag, hvor alle verdens kvinder skal ligge i grøften og skrige på pik, og så skal der ikke gives dem en tomme«. »Det var jo fantastisk sagt. Ikke fordi jeg delte hans livssyn, men jeg tænkte, at jeg engang gerne ville skrive en bog, hvor de sagde sådan noget. I romanen forekommer replikken nu hos ham, der hedder Hermann efter en aften, der ikke helt forløb som håbet. Den sætning har ligget og spiret hos mig i 36 år«.