Har Danmark fortjent Sønderjylland?

Sønderjylland skulle hellere være opland til Hamburg.

GENFORENINGEN. Hvad var der sker, hvis Sønnderjylland ikke var blevet en del af Danmark i 1920, spørger Erling Jepsen. Her rider kong Christian X over og markerer derved, at rigen igen er samlet. - Foto: Holger Damgaard

ERLING JEPSEN, forfatter og opvokset i Sønderjylland

Forestil dig, at du går en tur i byen og gør holdt ved rådhuset.

Det ligger sandsynligvis på byens bedste adresse i centrum og har en anselig størrelse i forhold til de omkringliggende bygninger. Der burde være et leben af folk, som skal have fornyet deres kørekort eller søgt om udvidelse af deres hus, men dette rådhus er dødt. Det er ikke bare tomt, det er totalt forladt, og det har det været i lang tid. Der står et ’Til salg’-skilt ude foran bygningen, men ingen orker at købe det, også selv om det kun koster 700.000 kr. Nogle rockere var på et tidspunkt interesserede i rådhuset, men fik ikke lov til at give liv til de tomme værelser. Så kom bygningen på tvangsauktion.

Vi befinder os i Gram, i Sønderjylland, hvor jeg er født og vokset op. Byen har ikke råd til at sende en medarbejder ud og rydde op foran rådhuset, så indtil for nylig flød det med skrammel foran de ensomme mursten – lige indtil seks af byens borgere fik nok og personligt tog sig af at rydde op.

Det Gram, som jeg voksede op i, eksisterer ikke længere. I min barndom var min far en ud af tre mælkemænd, som kunne ernære sig alene ved at køre deres daglige rute i byen med mælk, smør og ost. Dengang boede der færre i Gram, end der gør i dag, men der var et leben af handel, børn og småbrug. Nu er byen stort set død, og skal man på sygehuset eller kommunen, må man køre til Haderslev.

Jeg må gribe i egen barm og erkende, at jeg, så snart jeg fik mulighed for det, rejste fra byen. For mig at se var der ingen fremtid der. Min gymnasietid måtte jeg og mine kammerater tilbringe enten i Ribe eller Haderslev, og skulle vi så læse videre eller forfølge vores ambitioner og drømme, måtte det blive i en endnu større by: Aarhus, Odense eller København. I dag er stort set alle mine kammerater flyttet fra byen. Og så er Gram oven i købet mindre død end andre byer i området som for eksempel Fole eller Tiset. Der skal man være heldig, hvis man støder på et menneske, når man går en tur.

Gram og omegn er ikke et særsyn i Sønderjylland. Det er sådan, det meste af landsdelen ser ud. Sønderjylland har naturligvis sine knudepunkter med Sønderborg, Aabenraa, Tønder og Haderslev, som kan give oplandet en mulighed for at shoppe, komme en tur i biografen og evt. en tur på hospitalet eller kommunekontoret. Men også de byer svinder ind og er langsomt ved at miste deres eksistensgrundlag. Kun mekanikerne vil overleve, for ingen med bare lidt omløb i hovedet vil bosætte sig i Sønderjylland uden mindst to biler. Uden bil kan man jo ikke komme nogen steder. Busruter bliver nedlagt, togstationer bliver sløjfet og flyruter aflyst.

De mange danske statsinstitutioner, der blev etableret i Sønderjylland efter genforeningen i 1920, er blevet lukket en efter en. Alene i Tønder er nøglen blevet drejet rundt på 16 af slagsen – statsseminariet, kasernen, hedeselskabet, jordlovsudvalget m.m.; sygehuset er der endnu, men skal fra 2019 være daghospital, hvad det så end er. En slags skadestue for bulne fingre, der kan sendes hjem med det samme?

Gågaden i både Tønder og Aabenraa er blevet halveret, for de mange tomme butikker er skæmmende og ødelægger shoppeoplevelsen.

Mange vil nok argumentere for, at affolkningen af landområder har ramt mange steder i Danmark, og at en uundgåelig urbanisering er en del af udviklingen. Men hvornår var det, og hvorfor var det, at den udvikling blev evident? Hvorfor lod Danmark det ske?

Sønderjylland, som står mit hjerte nærmest, blev langsomt lukket ned, og i København viser man ingen interesse eller omsorg for landsdelen. Man har ikke været i stand til at holde liv i de små byer og gøre det til et attraktivt sted at bo. Industri, skoler og forretningsdrivende er flygtet for mange år siden. Var de blevet, var de blevet kvalt.

Christian X kom kort forbi i 1920, ønskede tillykke med genforeningen og red hjem igen. Der var fest, og alle var glade, men siden så vi ikke meget til ham. Heller ikke prins Joachim ser vi meget til. Det er muligt, at han passer sin gård i Tønder, men det ville være synd at sige, at han er blevet sønderjyde. Selv om det taler til hans fordel, at han lod sig vie i Møgeltønder kirke. Og familien holder jo ferie i Gråsten. Men en ægte sønderjyde kan ikke tale fransk.

Vi ser aldrig en turist fra København. Tænker man nærmere over det, er det nok, fordi man slet ikke behøver forlade Sjælland for at få et strejf af Sønderjylland. Ikke Sønderjylland, som det er, for det er jo ikke værd at besøge – nej, jeg taler om det gode gamle Sønderjylland. Det, der var engang. Det Sønderjylland, der var liv i. Det har man hentet til Lyngby mursten for mursten. De huse er kommet på museum. På Frilandsmuseet. Jeg ved det, for jeg har lige skrevet et teaterstykke til dem, og det bliver opført foran et af disse huse. Og jeg har på fornemmelsen, at de har fået spøgelserne med, da de flyttede de mange mursten.

Den del af min familie, som bor i Ulkebøl og Dybbøl, kan høre de faldne soldater fra 1864 marchere om natten – og nu kan man høre dem ude på Lyngbyvej, ude ved Frilandsmuseet. Tag selv ud og oplev det! Det er rigtigt! Nogen vil måske spørge, hvad de laver der, disse zombier halvandet hundrede år efter?

Det kan jeg fortælle: De er kommet for at gøre et gammelt regnskab op. For hvad var det, de kæmpede så modigt for? Og hvad kom der ud af det? De fik ikke engang en ordentlig begravelse, for der døde alt for mange på for kort tid – nærmere bestemt 18. april 1864 – og der var for få feltpræster til at begrave dem. Soldaterne fra dengang er vrede over at have ladet livet for et stykke land, som på den måde er blevet negligeret.

Sådan er det gået mange steder i Udkantsdanmark, men Sønderjylland har faktisk et alternativ. Vi har Tyskland. Det ville nok være bedre for Sønderjylland at være opland til Hamburg end at være en udkant i Danmark. Afstanden fra Hamburg og til den dansk-tyske grænse er som afstanden fra Rådhuspladsen til Tisvildeleje. Sidstnævnte har i øvrigt landets dyreste sommerhuse.

Lad os prøve at gå ind i en kontrafaktisk tankegang og forestille os, at Sønderjylland i 1920 ikke blev stemt tilbage til Danmark, men forblev tysk. Da tyskerne overtog landsdelen i 1864, var noget af det første, de gjorde, at skabe et moderne kommunestyre. Landbruget havde virkelig gode kår og kunne afsætte alle sine varer til det tyske marked til en kunstigt høj pris på grund af toldbeskyttelse. De sønderjyske gårdejere blev på den måde landsdelens førende sociale lag. Området blev industrialiseret med Flensborg som knudepunkt, og jernbanenettet blev udbygget.

I 1920 var det blevet moderne at holde ferie og tage på landet, og jeg er sikker på, at Sønderjylland ville have forvandlet sig til et ægte ferieparadis, var det forblevet tysk. Tyskland havde store planer med området omkring Højer, Rømø og Sild/Sylt på det tidspunkt. Jeg tror, en sammenligning mellem udviklingen på Rømø og Sylt er på sin plads i denne sammenhæng. Rømø har i dag cirka 700 indbyggere mod Sylts mere end 20.000 indbyggere. Rømø er på cirka 129 km2 mod Sylts 99,14 km2. Rømø har årligt ca. 1,2 millioner overnattende gæster mod Sylts 6-7 millioner overnattende gæster. Sylt har en lufthavn med direkte forbindelse til Berlin. Jeg lader tallene tale for sig selv.

Tyskerne mangler adgang til vand! De elsker havet og skatter os langt mere, end danskerne gør. De tyske lystsejlere lægger glædeligt til kaj i Sønderborg. »Es gibt kein schlechtes Wetter, nur schlechte Kleidung«, smiler de til os på en regnfuld sønderjysk dag og lader os dermed forstå, at der i dette vores dejlige egn ikke findes dårligt vejr, kun dårlig påklædning. Var det ikke for dem, ville forretningslivet være helt dødt. De giver også gode drikkepenge.

Hamburg er en af Nordeuropas rigeste byer, og forestillingen om Sønderjylland som et fantastisk ferieområde er ikke urealistisk. Men som tingene er lige nu, er det en umulighed. Tyskerne vil gerne købe og restaurere de tomme huse, der flyder rundtomkring.

Det må de bare ikke, medmindre de flytter hertil og bliver danske. De må nøjes med at leje sommerhuse langs vestkysten. De tomme huse rives derfor ned af kommunen. Vi danskere må købe alt det, vi vil, i Tyskland, og det er lige, hvad vi gør. I Berlin er der opstået en hel koloni af danskere, som gerne vil lukrere på de billige boliger, den lave tyske skat og den intellektuelle atmosfære. Og hvem kan fortænke dem i det?

I Berlin bliver man kun glad, når en dansker gider istandsætte en af de mange forfaldne lejligheder. I Danmark får en tysker en bøde for sådan noget. Jeg var engang vidne til, at en mand havde købt et hus, som han brugte mange penge og arbejdstimer på, så det kunne blive byens smukkeste. Det viste sig desværre, at ejeren af huset var en tysker, som havde købt det gennem en dansk stråmand, og der gik ikke mange dage, før der faldt en klækkelig bøde – både til tyskeren og til stråmanden – og huset blev konfiskeret. Når jeg kører forbi huset i dag, er det totalt ødelagt. Det har bare fået lov til at stå og forfalde igen. Det skærer mig i hjertet, når jeg tænker på alle de spildte ressourcer.

Det er sandt, at sønderjyderne har stærke følelsesmæssige bånd til Danmark. Men Danmark føler sig ikke spor knyttet til Sønderjylland! Det er en ugengældt kærlighed, og det er på tide, at se virkeligheden i øjnene. Befri os fra det Danske åg – lad os komme hjem til det Tyskland, vi forlod. Der kan dårligt være større afstand mellem to kulturer, end der er mellem den sønderjyske og den københavnske.

Personligt mener jeg, at sønderjyder heller ikke har så meget til fælles med dem fra nord for Kongeåen og slet ikke med nordjyderne, som efter sigende arbejder på at blive en del af Norge. Det er dog ikke realistisk – og slet ikke med de ølpriser. Også tanken om at rykke den dansk-tyske grænse helt op til Limfjorden er uden hold i virkeligheden. Det ville jeg også være personligt imod, for de har ikke det nære forhold til tyskerne, som vi har i Sønderjylland. Skal man skifte land, skal det gøres med hjertet. Derfor er det også helt utænkeligt at forestille sig Fyn i den ordning. At høre en fynbo tale et anstændigt tysk har jeg endnu til gode.

Ved afstemningen i 1920 stemte 70 procent dansk og 30 procent tysk. De 30 procent kom fra byerne, mens de 70 procent kom fra landbefolkningen. Men i dag bor der jo ikke længere nogen på landet, de er jo uddøde, så jeg vil mene, der er god grund til at tro, at billedet vil blive et andet i dag.

I dag kommer danskere og tyskere helt fint ud af det med hinanden. Foreningen for det danske mindretal i Tyskland og foreningen for det tyske mindretal i Danmark samarbejder blandt andet om kulturelle formål. Tidligere tiders nag er fortid. Det er væk, det er pist, det er Vergangenheit! Den sproglige barriere findes ikke, for stort set alle sønderjyder taler og forstår tysk. Der findes en helt speciel ch-lyd i den sønderjyske dialekt som i ordet piche (pige) eller toch (tog). Den lyd findes ikke i rigsdansk, men den findes i tyske ord som doch (dog) og Tochter (datter). Og så har vi jo et stort fællesskab i, at vi alle kan lide at spise pølse og drikke øl.

Sønderjyllands historie er slut, og jeg spørger, om en genoplivning ville kunne ske under Tysklands beskyttende vinge? Eller ville det blive for dyrt? Det tyske forbehold kunne være, at det ville være for omkostningsfuldt at genopbygge Sønderjylland. De vil måske ikke have et nyt Østberlin at gå og bygge på, det kunne medføre højere skatter.

Hvis ikke Tyskland vil have Sønderjylland, kan det faktisk være, at Putin vil. Han har jo et inderligt ønske om at udvide sit territorium, og hvem ved, måske han kunne bringe lidt liv til landsdelen? Måske bare et par soldater eller sådan noget.

For resten blev Gram Rådhus solgt. Der skal være supermarked. Så længe det varer.