FILM & TV 24. SEP. 2010 KL. 09.38
Algerisk film skaber ny debat om Frankrigs fortidAlgerisk instruktør behandler kolonikrigen mellem Frankrig og Algeriet i ny film.
PROTESTER. I Marseille viste en demonstration foran premierebiografen, at Rachid Boucharebs film rammer ned i en traumatisk fortid. - Foto: Claude Paris/AP
MICHAEL SEIDELIN, PARIS
Den algeriske instruktør Rachid Bouchareb vil gerne skabe debat med sine film, og det formår han til fulde med filmen 'Hors-la-loi' ('Lovløse'), der havde premiere forleden i Frankrig. Filmen beskriver Algeriets kamp for selvstændighed og baggrunden for frihedskampen, og det huer ikke den franske højrefløj.
For ifølge historikeren Pascal Blanchard tager den effektivt hul på en række tabuer i den franske selvforståelse. En af filmens stærke scener viser f.eks. massakren på algeriske civile i byen Sétif i Algeriet 8. marts 1945. Det var samme dag, Anden Verdenskrig sluttede, og massakren blev foranlediget af en fredelig demonstration for selvbestemmelse. Den begivenhed har indtil for få år siden været et tabuemne i Frankrig, og derfor organiserede parlamentarikere fra præsident Nicolas Sarkozys regeringsparti og det yderste højre en demonstration, da filmen blev præsenteret ved filmfestivalen i Cannes i maj. Fælles historie I forbindelse med premieren tirsdag blussede polemikken op igen, men en af skuespillerne, Jamel Debbouze, maner til besindighed. »Det er ikke en film, der er vendt mod Frankrig«. Ifølge Jamel Debbouze, der er en stor stjerne i Frankrig, er den lavet for at fortælle om begivenheder, mange ikke kender Instruktøren Rachid Bouchareb udtrykte det på denne måde i nyhedsmagasinet lexpress.fr: »Vi skal skrive vores fælles historie for at komme videre. Hvorfor sker det ikke«, spørger han. Effektfuld film Ifølge franske historikere som Benjamin Stora og Pascal Blanchard er en af forklaringerne, at koloniherredømmet fra 1830-1962 stadig opleves som et traume i Algeriet, på samme måde som mange ældre franskmænd stadig føler den blodige befrielseskrig fra 1954-1962 som et åbent sår. Den historie fortæller Rachid Bouchareb en del af i filmen. Det er ikke den store kunst, mener de franske anmeldere, men det er effektivt, og det er instruktørens mening, skrev Politikens filmredaktør Kim Skotte efter præsentationen i Cannes. »Man skal kunne fortælle sin historie lige så filmisk effektfuldt som amerikanerne eller franskmændene, hvis man vil have en chance i denne verden«, mente Kim Skotte, og det formår Rachid Bouchareb, der allerede viste sit talent for at fortælle en god historie i sin foregående film, 'Indigènes' ('Indfødte'), hvor man følger en gruppe algeriske soldater i de franske kolonitropper under Anden Verdenskrig. I 'Hors-la-loi' møder vi en af dem og hans brødre. Den ene er blevet en af Den Nationale Befrielsesfronts (FLN) ledere i Frankrig. Den anden deltager også i kampen, mens den tredje er plattenslager og boksepromotor i Pigalles betændte miljø. De to politisk aktive brødre reagerer på de uretfærdigheder, der rammer algerierne. Filmen viser, hvordan deres familie bliver fjernet fra deres gård, fordi de ikke har et skøde, og gården bliver overtaget af franske kolonister. Historien ingen kender Massakren i Sétif er et andet højdepunkt ligesom soldaternes skuffelse, da de efter endt indsats i Anden Verdenskrig fortsat har status som andenrangsborgere, og Rachid Bouchareb vælger at fortælle historien om frihedskampen, som den fandt sted på fransk jord. »Jeg er født i Frankrig, og jeg finder det interessant at vise krigen på fransk jord. Det er en historie, som ingen kender, og som er tæt på mig selv«, siger Rachid Bouchareb til L'Express. FLN?s aktiviteter i Frankrig er i modsætning til instruktørens påstand beskrevet i masser af bøger og erindringsværker. Men det er første gang, historien bliver fortalt på film og henvendt til et stort publikum. Blodige opgør Historikeren Pascal Blanchard roser i den forbindelse instruktøren for ikke at tegne et skønmaleri af heltemodige frihedskæmpere over for skumle kolonialister, på trods af at Algeriet har medvirket til at finansiere filmen. For Rachid Bouchareb fortæller også historien om, hvorledes FLN bekæmpede andre fraktioner i frihedskampen. Det gik blodigt for sig, og 'sagen' kom altid foran hensynet til menneskeliv, hvad enten ofrene var civile franskmænd eller politiske modstandere fra hjemlandet. Kritikerne af filmen peger på, at flere historiske scener ikke er korrekte. »Men jeg har ikke lavet en dokumentarfilm«, lyder det fra Rachid Bouchareb, og i et åbent brev i avisen Le Monde afviser flere kendte historikere som Benjamin Stora, Gérard Noiriel og Mohammed Harbi højrefløjens angreb på filmen for at være historisk ukorrekt. »Ingen kunne f.eks. drømme om at forlange, at Francis Ford Coppola i filmen 'Apocalypse Now' med 'historisk' præcision fortæller om krigen i Vietnam«, skriver de. Er filmen så vellykket? Flere franske kritikere mener, at instruktøren har svært ved at overskue sit stof, men den rejser en række vigtige spørgsmål, mener kritikeren Eric Loret i Libération. |